Perspektiv

Information om sukker og ernæring


Fisk og hukommelse

2018-10-30

I en meta-analyse fra 2018 havde man fokus på sammenhængen mellem indtaget af fisk og kognitive funktioner. Analysen omfattede deltagere fra fire store kohortestudier i USA og et stort fransk kohortestudie med i alt 23.688 deltagere i aldersgruppen > 65 år. 88% af deltagerne var kvinder. Gennemsnitlig followup var 3,9-9,1 år. Test af de kognitive funktioner omfattede generel kognitiv funktion og episodisk hukommelse*.
*: se faktaboks.

Analysen viste, at et højt indtag af fisk var forbundet med langsommere svækkelse af både generelle kognitive evner og den episodiske hukommelse. Indtagelse af >4 serveringer af fisk per uge er forbundet med en langsommere svækkelse af hukommelsen svarende til 4 år. Der var ingen statistisk forskel mellem hhv. højt og lavt indtag af fisk, når det drejer sig om generelle kognitive evner. Dette var uafhængigt af eventuel genetisk disposition for Alzheimers sygdom.

Forklaringen på den positive effekt af fisk kan skyldes n-3 fedtsyrer, men også D-vitamin og selen.
N-3 fedtsyrer er flerumættede fedtsyrer, der bl.a. findes i ’fede’ fisk som laks, makrel og sild. De ernæringsmæssigt set vigtigste n-3 fedtsyrer er alfalinolensyre (ALA), eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA). Hjernevæv er primært opbygget af lipider og DHA er den mest udbredte n-3 byggesten i hjernen. N-3 fedtsyrer spiller en vigtig rolle i opbygningen og funktionen af cellemembraner, men menes også at være involveret i vaskulære og inflammatoriske processer bag demenssygdomme.

Reference: Samieri C et al. Fish Intake, genetic predisposition to Alzheimer Disease, and decline in global cognition and memory in 5 cohorts of older persons. Am J Epidemeol 2018; 187(5): 933-40.

Tilbage