Perspektiv

Information om sukker og ernæring


God kondition hos midaldrende kvinder reducerer risikoen for demens

2018-10-30

Et svensk forløbsstudie med i alt 1.462 kvinder har kigget nærmere på betydningen af konditionen for udvikling af demens. En gruppe på 191 kvinder fik foretaget en konditest (på cykel) i 1968. Kvinderne blev inddelt i tre grupper (lavt, middel og højt kondital). Undersøgelse for demens blev efterfølgende foretaget 6 gange i hhv. 1974, 1980, 1992, 2000, 2005 og 2009. I perioden 1968 til 2012 udviklede i alt 44 (23%) demens, heraf 20 Alzheimers sygdom.

Den kumulative incidens (nye tilfælde) for demens (alle typer) var 32% for gruppen med laveste kondital, 25% for gruppen med middel kondital og 5% for gruppen med højt kondital. Højt kondital sammenlignet med medium reducerede risikoen for demens med 88%.” Den største risikoreduktion sås således for gruppen med det højeste kondital.

Studiet peger på, at effekten af fitness/højt kondital er større end for fysisk aktivitet. Det samme er ses i relation til hjertekarsygdomme, hvilket indikerer, at højt kondital per se er en stærkere beskyttende faktor end fysisk aktivitet. Mulige forklaringer på, hvorfor ’fitness’ reducerer risikoen for demens, omfatter reduktion af for højt blodtryk og for højt kolesteroltal, samt mindsket risiko for overvægt og diabetes, alle risikofaktorer for hjertekarsygdomme og dermed også vaskulær demens*. Desuden kan der være tale om direkte virkninger på hjernen. Ved fysisk aktivitet udskiller musklerne en slags vækstfaktor, der menes at beskytte neuronerne og stimulere til dannelse af nye neuroner i bl.a. hippocampus*.
*: se faktaboks.

Forfatteren konkluderer, at høj kondition midt i livet ser ud til at være forbundet med en nedsat risiko for senere at udvikle demens. En forbedring af konditionen hos midaldrende kan sandsynligvis forsinke debut af demens eller helt hindre demens.

Hörder H et al. Midlife cardiovascular fitness and dementia. A 44-year longitudinal population study in women. Neurology 2018; 90(15): 1298-1305.

Tilbage