Perspektiv

Information om sukker og ernæring


Grønne bladgrøntsager kan udskyde ældning af hjernen

2018-10-30

En af de fødevaregrupper, man har haft fokus på i forbindelse med hjernens sundhed, er grønne bladgrøntsager som f.eks. spinat, grønkål og salat. Et prospektivt studie (MAP*) sammenholdt indtagelsen af grønne bladgrøntsager med udviklingen i hjernens kognitive funktion over tid. Der var i alt 960 deltagere i alderen 58-99 år. 74% var kvinder. De var i gennemsnit med i undersøgelsen i 4,7 år.

Det viste sig, at indtagelse af 1-2 portioner** grønne bladgrøntsager dagligt var forbundet med en langsommere nedgang i de kognitive funktioner svarende til, at disse deltagere var 11 år yngre sammenlignet med dem, der sjældent eller aldrig spiste grønne bladgrøntsager. Især følgende stoffer synes at virke beskyttende: folinsyre (B-vitamin), lutein (antioxidant, der tilhører familien caratenoider) og K1-vitamin (fyllikinon) og i mindre grad beta-karoten. Andre stoffer, der kan virke beskyttende, er E-vitamin og kaempferol (antioxidant af typen flavenoider).

*: MAP (Memory and Aging Project) er et igangværende åbent kohortestudie, der startede i 1997, med deltagere fra Chicago. De gennemgår årligt en række kognitive tests, der bruges til at karakterisere kognitionen på de fem kognitive domæner: episodisk hukommelse, arbejdshukommelse, semantisk hukommelse, rum- og retningssans og perceptuel hastighed.

**: En portion af grønne grøntsager som spinat og grønkål er defineret som ½’cup’ kogt (1 cup svarer til ca. 240 ml).

Reference: Morris MC et al. Nutrients and bioactives in green leafy vegetables and cognitive decline: Prospective study. Neurology 2018; 90(3): 214-22.

Tilbage