Perspektiv

Information om sukker og ernæring

Giver sukker store blodsukkerudsving?

Blodsukkersvingninger efter et måltid er normalt. Hvis man er sund og rask regulerer kroppen selv blodsukkeret mellem måltiderne.

Indtagelse af kulhydrat – herunder sukker – får blodsukkeret til at stige. Men der er forskel på, hvor hurtigt kulhydrater optages i blodet. Har en fødevare et højt glykæmisk indeks (GI), bliver kulhydraterne omdannet til glukose og optaget hurtigt. Det betyder en hurtig stigning i blodsukkeret, mens fødevarer med et lavt GI er længere om at blive optaget i blodet.

Glykæmisk indeks er et mål for, hvordan forskellige typer fødevarer med samme indhold af kulhydrater – normalt 50 g – påvirker blodsukkerniveauet i forhold til en referencefødevare, som kan være hvidt brød eller glukose.

Sukker (sakkarose) hører ikke til de kulhydrater, som giver den største blodsukkerstigning. Det skyldes, at sukker (sakkarose) er en kombination af glukose og fruktose, hvor glukose (som også kaldes for druesukker) giver en høj blodsukkerstigning, mens fruktose giver en lav stigning i blodsukkeret (se tabellen).

Fødevarer med et lavt GI bliver af nogle opfattet som sunde, fordi de giver en mindre stigning i blodsukkeret. Der er også nogle, der tror, at det er godt at gå efter et lavt GI, hvis man ønsker at tabe sig, men disse opfattelser er forkerte.

Normalt bevæger blodsukkeret sig inden for snævre grænser i løbet af dagen (imellem ca. 4 og 8 mmol/l). Det er højest, efter man har spist, og som regel lavest, når man står op om morgenen. Blodsukkersvingninger er naturlige og ikke noget at bekymre sig om, hvis man i øvrigt er rask. Det regulerer kroppen selv. Se grafen.

Tilbage til Sukker og sundhed »