Perspektiv

Information om sukker og ernæring


Fysiologiske forklaringer på, hvorfor man tager på igen

2017-05-23

I denne oversigtsartikel gennemgås den eksisterende viden om, hvilke fysiologiske faktorer, der kan spille en rolle for vægtøgning efter et vægttab.

En vis del af et vægttab er tab af fedtfri masse (muskler) svarende til 14-23%, og hos fedmeopererede op til 31%. Konsekvensen er et fald i basalstofskiftet. I gennemsnit falder det med 15 kcal. per dag per tabt kilo. Dvs. et fald på 300 kcal om dagen, hvis man har tabt 20 kg.
Der sker desuden en række hormonelle tilpasninger til et vægttab, faktorer, der kan få betydning for, om man kan fastholde vægttabet.

Vores indtagelse af mad reguleres af et kompliceret samspil mellem hormoner fra fordøjelsessystemet og fedtvæv og neurotransmittere i hjernen. I fordøjelseskanalen drejer det sig om cholecystokinin (CCK), glukagonlignende peptid (GLP-1), peptid YY (PYY), ghrelin og insulin. I fedtvævet drejer det sig om leptin, kun ghrelin øger sultfornemmelsen.

Ud over denne homeostatiske mekanisme, er der den hedoniske regulering af madindtagelsen. Den er baseret på oplevelsen af palatabilitet og den belønnende effekt af at spise velsmagende mad, hvor især neurotransmitteren opioider er indblandet. Dette system kan få os til at spise af lyst, ikke fordi vi er sultne i fysiologisk betydning.

Noget tyder desuden på, at bakteriefloraen i tyktarmen spiller en rolle for sult og mæthed, idet kortkædede fedtsyrer dannet af bakterierne sandsynligvis øger sekretionen af GLP-1 og leptin.

Når mængden af fedtvæv i kroppen falder, dannes der mindre leptin og dermed opnås en mindre mæthedsoplevelse. Leptinniveauet synes også at falde alene ved energirestriktion, inden der sker væsentlige ændringer i vægten. Det er observeret, at det nedsatte leptinniveau varer ved selv 1 år efter et vægttab. På den anden side tyder det på, at følsomheden over for leptin er øget efter et vægttab, altså den modsatte effekt.

Vægttab fører desuden til bl.a. øget dannelse af ghrelin, der øger fornemmelsen af sult.
På trods af disse virkninger konkluderer et review fra 2014, at ændringer i leptin, ghrelin og insulin-sensitivitet i forbindelse med vægttab isoleret betragtet ikke er tilstrækkelige til at kunne forudsige vægtstigning.

Forfatterne konkluderer, at vores viden om og forståelse for det fysiologiske grundlag for vægtøgning efter vægttab er begrænset. Lige efter et vægttab sker der en række fysiologiske ændringer, der kan prædisponere til efterfølgende vægtstigning. Imidlertid er det ikke belyst, hvilken betydning de enkelte ændringer har, samt i hvor land tid de udøver deres negative effekt på energibalancen. Noget tyder på, at effekten ikke er vedvarende, idet det især er mennesker, der for nylig har tabt sig, der har øget risiko for at tage på igen, hvorimod dem, der fastholder det opnåede vægttab over en længere periode, har større chance for at fastholde vægttabet. Det ligger fast, at adfærdsmæssige ændringer mht. kost og fysisk aktivitet er nødvendige for ikke at tage på igen. Mellem 3 og 5 timers fysisk aktivitet per uge er nødvendigt. Det øger energiforbruget og regulerer appetitten.

Reference: Anastasiou CA, Karfopoulou E, Yannakoulia M. Weight regaining: From stastistics and behaviors to physiology and metabolism. Metabolism 2015; 64(11):1395-1407.

Tilbage

Abonner

Tidsskriftet Perspektiv
Nyhedsbrev

Begge abonnementer er gratis.

Tidskriftet

Nr. 2 - 2017 - Hjerte-karsygdomme i Norden

Indholdet i dette nummer:

Bestil gratis og download PDF